Først og fremmest en masse streetcredit og skulderklap til alle dem, der har deltaget i dette års elfiskeri og strygning af moderfisk – Det giver bare så god fiskekarma
Lad os sige det som det er – Vi vidste godt:
- at det ville blive svært i år pga. den manglende nedbør
- at det ville blive rigtig hårdt arbejde pga. COVID-19 restriktioner om antal personer
Den første weekend var det “den hårde kerne” af vandplejefolk og juniorer, der alle mødte op til det der resultatmæssigt skulle blive den dårligste weekend i mange år. Efter den første weekend lød resultatet på sølle 37 kg hunfisk og 15 stk hanfisk – Det krævede en sjældent set grad af optimisme fra alle, at tro på vi kunne nå målene på hhv. minimum 80 kg hunfisk og 25 stk hanfisk.
En tommelfingerregel siger nemlig, at der går cirka 10 kg hunfisk til 1 liter rogn. De 25 hanfisk er antallet påkrævet for at sikre en repræsentativ spredning af hannernes gener – For at undgå indavl
Der måtte tænkes ud af boksen og efter yderligere 2 elfiskedage – og en større mængde afholdte feriedage fra folks respektive arbejdspladser – lød resultatet endeligt på 94 kg hunfisk og 31 hanfisk. Mange bekymringer forsvandt som dug for solen – Vi nåede det!
Grundet COVID-19 restriktionerne var juniorudvalgets strygning i år meget anderledes.
Strygningen er jo normalt et større tilløbsstykke, og derfor er der også altid rigeligt med hjælpende hænder og massere af plads og tid til hyggesnak. Det var en smule anderledes i år, da der som bekendt kun måtte deltage det antal voksne, der skulle til for at afholde strygningen forsvarligt.
Der var selvfølgelig stadig plads til hyggesnak, men hænderne var der af gode grunde væsentlig færre af i år.
Kort efter Bob havde demonstreret strygeteknikken var flere helt nye “strygere” i fuld sving med at stryge hunnerne. Men på trods af at der kom flere og flere hunfisk over til opvågningen var mængden af rogn i beholderen skræmmende – og ildevarslende – lille.
Da 5 store hunner mellem 76 og 81 cm ikke ville af med sin rogn var gode råd dyre. Der blev tænkt mange tanker om hvor meget arbejde der var lagt i at få fat i disse fisk, og hvor skidt – ja, nærmest grådfremkaldende – det var i forhold til at nå målet om 8 liter rogn.
Men – Der kunne ikke gøres mere, og vi måtte tage til takke med hvad der end kom ud af strygningen – Det var uden tvivl en hård erkendelse for flere.
Der endte med at være rekordmange hunfisk, der ikke vil afgive rognen. Men når det er sagt, så betyder det jo så også, at disse får lov til at gyde på deres naturlige gydebanker.
Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
COVID-19 restriktionerne resulterede i øvrigt også i, at vi nu har flere nye “super-strygere” blandt juniorerne og dem under 21 – Super godt gået guys!
Her kan du læse lidt fun facts:
Om Elfiskeriet:
- Havørrederne i Køge å er stadig de største
- Køge å havde i år flere fisk per km vandløb end Vedskølle å (dog primært pga manglende vandføring)
- Havørrederne i Tryggevælde å glimrede igen i år med det nærmest komplette fravær (Dog primært pga manglende vandførding)
- Der blev elfisket 11 km vandløb på i alt 4 elfiskedage
- Der blev hjemtaget 94 kg hunfisk (44 stk), 31 hanfisk (43,5 kg)
Note: Der hjemtages færre store hanfisk (+4kg) for at sikre nogenlunde fred og fordragelighed i hanbassinet - Ca 30% af de elfiskede hanfisk blev genudsat med det samme.
Om strygningen af hunfisk:
- 51% af hunnerne var ikke modne nok til at afgive sine æg, og gennemsnitslængden på disse var 62,5 cm med de 5 største mellem 81 og 76 cm
- 2 hunfisk var bækørreder
- 7 hunfisk havde tegn på at være udsætningsfisk fra egen avl og disse havde en gennemsnitsstørrelse på 60 cm med de 2 største begge på 76 cm
Om strygningen af hanfisk:
- 6% af hannerne var ikke modne nok til at afgive sæd, og gennemsnitslængden på disse var 54 cm
- 5 hanfisk var bækørreder
- 8 hanfisk havde tegn på at være udsætningsfisk fra egen avl og disse havde en gennemsnitsstørrelse på 54 cm med de 2 største på hhv 74 og 60 cm
Ses vi til næste år?
Det håber vi!
Venlig hilsen,
Junior- og vandplejeudvalget
Køge Sportsfiskerforening