Fiskeriet i Å bassinet i Køge havn

Gennem længere tid har der på denne side og andre sociale medier, været debatter og dialoger om fiskeriet i havnebassinet i Køge å.

Årsagen er de problemer der er med mennesker som ikke overholder de fastsatte regler for hjemtagning af aborrer, og dermed udgør en mærkbar trussel mod aborrebestanden i Køge Å systemet. Disse regler er fastsat i Sjællandsbekendtgørelsen i samråd med lodsejer som er Køge Kommune.

Som området væsentligste fiskeforening har vi gennem adskillige år haft et rigtigt godt og konstruktivt samarbejde med Køge Kommune om fiskepleje, vandløbsrestaurering m.v. Både på embedsmands niveau og på det politiske niveau har der været lydhørhed når vi har kæmpet naturens og fiskenes sag.

Selvom KSF ikke har haft fiskeretten i Åbassinet (og dermed en direkte påvirkning/interesse), så har vi været hørt i forbindelse med disse regler i Sjællandsbekendtgørelsen, og vi ved naturligvis hvad der foregår ved fiskevandene omkring os.

Da den nævnte problemstilling har vokset sig til en uholdbar størrelse har vi kontaktet Køge Kommune for en drøftelse af problemet. Her er vi igen blevet mødt med stor vilje til at handle hurtigt. Udfordringen er at den officielle kontrolinstans ved et åbent kommunalt fiskevand er fiskerikontrollen, og de har begrænset tid til at komme. Fiskerikontrollen har fået mange henvendelser fra nogle af jer – mange tak for at I har gjort det, da det synliggør problemets omfang.

I vores dialog med Køge Kommune har vi kommet frem til at den eneste løsning der kan have effekt er hvis der kommer øget kontrol. Det har Køge Kommune ikke mulighed for. Derfor har der været en hurtig proces i kommunen, der har medført at
Klima og planudvalget i Køge Kommune på sit møde d. 7.11.2024 har besluttet at overdrage fiskeretten i Køge Å bassin til Køge Sportsfiskerforening.


Hvad betyder det:

  • Fremover skal man være medlem af Køge Sportsfiskerforening eller købe dagkort til 75,- kr. for at fiske i å bassinet
  • Børn under 16 år fisker gratis, og behøver ikke være medlem af KSF, men de er naturligvis velkomne til at melde sig ind i KSF på et junior medlemskab.
  • Ændringerne træder i kraft når vi har fået produceret og sat nye skilte op, samt fået etableret betalingsløsninger. Det vil ske hurtigst muligt.
  • KSF’s kontingent år går fra 1.3 til ultimo februar året efter. Inden ændringen træder i kraft vil der komme et tilbud, hvor man kan melde sig ind i KSF for perioden frem til 28.2 2025 for kun kr. 150. Derefter forsætter man som normalt medlem. For yderligere informationer om medlemskab – besøg vores hjemmeside.
  • KSF vil facilitere en række mennesker, der vil påtage sig at føre kontrol, ligesom alle medlemmer der fisker i å bassinet har ret til bede om se gyldigt medlemsbevis/dagkort jvf. Vores vedtægter. Denne kontrol gælder ikke statens fisketegn eller anden ulovligt fiskeri der foregår udenfor å bassinet.
  • KSF vil i nær fremtid invitere til et medlemsmøde hvor der drøftes – hvornår og hvordan kontrollerer man, konflikthåndtering mm.
  • Når ændringer er gennemført og fundet sit leje vil KSF gå i dialog med de øvrige interessenter ved havnebassinet, så vi sikrer mere ordnede forhold, ligesom vi opfordrer medlemmerne til at huske at rydde op efter sig selv og ikke være for fin til rydde op efter en som har ”glemt” det.


Vi er naturligvis opmærksomme på at der vil være nogen der ikke synes om det der sker, men til dem kan vi sige – husk på at det sker for at passe på vores sårbare aborre bestand.

Vi synes, at det er en glædelig dag for aborrebestanden i Køge å.

Venlig hilsen
Bestyrelsen