StevnsCup 2018 – Resultat

Resultat og beretning

Der var lagt op til en fest af en konkurrence og et arrangement i årets StevnsCup – Sponsorerne havde virkelig været gavmilde, og en uge før havde DMI lovet rigtig fine forhold til fiskeriet på Stevns. Der var 55 deltagere tilmeldt til danmarkshistoriens første StevnsCup!

Lad os sige det med det samme – Vejrudsigten ændrede sig dog til det værre jo tættere vi kom på konkurrencen.
Den i perioder hårde vind fra sydøst betød, at forholdende virkelig var svære – Ufatteligt meget møg i vandet, varmt overfladevand blæste ind på kysten osv.
Uanset de dårlige forhold – og andre sjove undskyldninger – var vilkårene jo ens for alle!

På trods af de svære forhold blev der afhentet 53 deltagerbeviser og de af SavageGear sponsorerede LineThru Sandeels til alle deltagere. Langt de fleste blev afhentet allerede fredag, hvilket uden tvivl vidner om, at kystfiskerne på Stevns – og de der kom langvejs fra – virkelig er hårdføre!

Inden vi kommer til fortællingen om de historiske fangster og flotte præmier, så vil vi rigtig gerne sende en stor tak til de personer, der har lagt ufatteligt meget arbejde i at gøre dette muligt – Sophie, Dan og John – og alle de frivillige der på dagen gav en tørn med til at få det hele til at glide: Curt, Jan, Henrik J, Peter L, Niels, Søren, Jonas K. Robert, Bob, Johnny, Lars L. og Frederik med hans to junior venner fra ISK. Sidst men ikke mindst en stor tak til Martin for at afholde et så spændende foredrag om sin forskning og samtidig virkelig kunne formidle tung forskning på en måde, som alle kunne forstå og bruge i deres fiskeri – Uden jer var alt dette ikke muligt!

Tilbage til de historiske fangster, der nok mest var historiske på en negativ måde.
Vi skulle hele vejen igennem en kort intro til natfiskeret fredag aften, en hel nat, lidt søvn til de fleste, et super spændende foredrag lørdag eftermiddag, og en masse god grillhygge derefter, før vagt telefonen ringede første gang lørdag aften kort efter midnat. Den første havørred var på vej til indvejningen. Det var Frederik Beck, der havde fanget en havørred på 2220 gram og 60 cm, og dermed lagde sig i førerposition.
Men… samtidigt lørdag aften under klinten – i store bølger og møg i hvert eneste kast – hoppede en gennemblødt kystfisker rundt på stenene i håbet om gevinst. Det betalte sig, og Dan Christiansen troppede op med en havørred kort efter Frederik.
Desværre – for Dan – vejede den dog 20 gram mindre end Frederiks havørred, og han måtte derfor på den igen.
Da klokken blev 6 om morgenen troppede Dan endnu engang op med en havørred. Til stor glæde for Dan viste vægten 2230 gram og 59,5 cm.

Der blev ikke indvejet flere fisk, hvilket også vidner om meget svære forhold, når der er så mange mennesker på kysten henover en hel weekend.

Nogenlunde samtidig med Dans anden fisk modtog panelet fra vandplejeudvalget en video fra Peter Villquist, der havde genudsat en havørred på ca 50 cm og ca 1,8 kg. Det var nemt at vælge vinderen af Catch & release præmien, og der var vidst flere, der fortrød ikke at have filmet deres genudsætninger af de fisk omkring målet, som der trods alt blev fanget en pæn portion af.

Resultatet af de 53 fiskende deltagere blev derfor 3 stk indvejede havørreder, heraf 2 stk fanget af Dan, hvor spændet mellem de 3 fisk kun var på 30 gram og 1 cm.
Dette betød, at der kun var 2 indvejede fisk, der endte i præmierne, og 3. præmien dermed blev udloddet ved lodtrækning.

De flotte præmier blev fordelt således:

(Billeder kan ses på facebook, her.)

1. Præmie: Daiwa Exist 3000 fastspolehjul – Jagt og Fiskerimagasinet , København
Vinder: Dan Christiansen med en havørred på 59,5 cm og 2230 gram

2. Præmie: Scierra X-stretch Åndbare Waders – TopGrej.dk
Vinder: Frederik Beck med en havørred på 60 cm og 2220 gram

3. Præmie: Pool 12 Flydering, Deluxe sæt – TopGrej.dk
Vinder: Otto H. Jørgensen via lodtrækning.

”Catch and release” præmie: Scierra X-stretch Åndbare Waders – TopGrej.dk
Vinder: Peter Villquist med en genudsat havørred på ca 50 cm og 1,8 kg.

”Catch and release” konkurrencen blev muliggjort af Garmin, der sponsorerede målebånd til alle deltagerne.  

Alle deltagere, der afleverede sit deltagernummer søndag efter konkurrencen, fik fingre i de flotte lodtrækningspræmier.
Heriblandt skal specielt nævnes endegrej fra DC Lures til en værdi af 5.000 kr, endegrej fra FNV Paint Noah’s Endegrej for 5.000 kr, endegrej fra TMF af DC Lures for 5.000 kr, endegrej fra MS Lures for 2.000 kr samt endegrej fra ILURES.dk for 1.000 kr.
Derudover blev der mellem alle deltagerne også trukket lod om et gavekort på 1500 kr fra Geoff Anderson til AktivFritid i Køge, 3 stk abonnementer til Fisk og Fri samt et kystnet og Caps fra Savage Gear Danmark.

Der skal lyde en meget stor tak til alle sponsorerne, der gavmildt donerede en masse præmier, og uden jer var dette arrangement med så flotte præmier ikke muligt – Mange, mange tak!

Vi kan i øvrigt oplyse, at overskuddet fra StevnsCup 2018 endte på 5684 kr. Beløbet allokeres til KSF’s vandpleje udvalg, der hurtigst muligt sætter gang i produktionen af den specieldesignede båd til elfiskeriet – Det bliver helt fantastisk!

Husk at støtte vores sponsorer, der alle har støttet det gode formål – De støtter os!

StevnsCup 2018

God sommer til alle, og vi ses til næste år!



Køge Sportsfiskerforening og Vandpleje.